VIGTIG OPDATERING!!!
Da ejendommen, vi boede på, i Ørnhøj, blev solgt, er vi flyttet til et nedlagt landbrug udenfor Spjald. Her er pladsen til hestene noget knap (ihvertfald i forhold til, hvad vi har været vant til) 
Derudover har vi begge fået fuldtidsarbejde ved siden af. På denne baggrund ser vi os nødsaget til at sætte tilridninger mm i bero et stykke tid. Vores salgsheste fylder mere, end vi selv har plads til hjemme. Vi har flere opstaldede rundt omkring, hvilket vi i længden gerne vil være fri for. Derfor er man meget velkommen til at komme med respektive bud, så vi kan få skåret ned i antallet. Indtil vi er nede på at have plads hjemme igen, vil der så ikke komme nyt på salgssiden.
På grund af den finansielle krise, som vi, som alle ved, også er ramt af i hestebranchen, tør vi ikke spå om, hvornår det vil være muligt for os at tage nye heste ind igen. Men det vil selvfølgelig blive oplyst her på siden som det allerførste.
Vi vil selvfølgelig meget gerne have det hele op at køre igen, og håber på forståelse fra alle, der havde træning mm. hos os, i tankerne.
Derfor, har i interesse i en eller flere af vores heste, er vi meget interesserede i at finde nogle gode hjem til de kære dyr, og giv endelig lyd og lad os se, om ikke vi kan finde en god løsning for alle parter 
Bjarne & Mette
*******************************************************************************
Vestjysk Hestepleje I/S er et team på 2 bestående af Bjarne Volsgaard, landmand, 43 år. Og Mette Madsen, faglært landmand, 30 år.
Begge har mange års erfaring med stort set alle slags heste. Der er efterhånden blevet tilredet rigtig mange heste i vores varetægt.
Grunden til at vælge os, skal være, at du ønsker, din hest skal udvikle sig i et alsidigt miljø, hvor de møder en del ting, der ikke ses på små, lukkede rideskoler, og fordi vi gør meget ud af at få hestene ud at se den virkelige verden. Vi vil gerne have en hest, der ikke springer i luften, fordi det blæser, eller den ene eller anden form for køretøj, viser sig.
Bjarne har før i tiden arbejdet mest med frederiksborgere. Han har arbejdet hos den tidligere formand for avlsforeningen, som selv avler noget af det bedste i Danmark. Der har de redet og kørt heste til. Deltaget ved adskillige kåringer og skuer. Bjarne har været med til at læsse en del heste, som ikke ville i trailer, og har derved fået stor erfaring med de lidt sværere heste.
Mette har redet, siden hun var 10 år, og har haft hest/pony siden. Hun har været på rideskoler og arbejdet på stutteri og rideskole, hvor der blev trænet ungheste efter Monty Roberts metoder. Mette har startet stævner førhen, men nu er det mest ungheste, da det hovedsageligt er tilridning, vi arbejder med. Hun har sammen med Bjarne og hans tidligere arbejdsgiver også deltaget ved læsninger af heste, der ikke har i sinde at gå i trailer eller lastbil.
Træningen foregår ud fra Monty Roberts metoder, da vi har haft stor succes med denne arbejdsform.
Hestene skal være klar til træning både fysisk og psykisk før deres første møde med udstyr. Ryg, ben, hove og tænder bliver undersøgt grundigt, og behandling sættes igang straks, hvis der er behov for det.
Forud for selve tilridningen arbejder vi med hesten fra jorden og opnår derved et godt samarbejds- og tillidsforhold. Tilridningen går ikke igang før hesten er 100% klar til det.
Det er meget vigtigt for os, at hestene arbejder under rytteren af glæde og ikke frygt. Hesten skal synes det er rart at arbejde med os mennesker.
Til at hjælpe os med ridningen har vi Camilla Vestergaard fra Ørnhøj, studerende og akademisk rytter, 19 år. Camilla tager alt med ophøjet ro, og hun passer perfekt ind i vores ønske om at skabe et dejligt og behageligt miljø omkring hestene på alle måder
Camilla har sin egen hjemmeside med gallerier af heste, hun var været forograf for. Hun er en meget kunstnerisk pige, og laver nogle utrolig flotte værker. Under links kan i klikke jer videre til hendes bricksite side. Værker kan købes på bestilling.
Derudover har vi fået nye ryttere. Julie Sørensen kommer fra Holstebro, og hun kommer og hjælper os nogle gange i ugen. Hun er primært dressurrytter, men tager også gerne hestene med på tur, så de oplever adspredelse i hverdagen.
Vores anden Camilla (Mille) er en rigtig dygtig islænderrytter, som flyttede til No, og hun red Skúmur, når hun havde tid. Derudover hjalp hun med de andre heste og hyggede om dem, så de var rigtig glade ved hende, når træningen og ridningen gik igang. Mille er desværre flyttet tilbage til Sjælland, og det er vi selvfølgelig kede af. Hun er savnet her på stedet.
Én af vores elever, Kamilla Hansen, fra Videbæk, har stort set overtaget ridningen af Oliver (solgte heste), og hendes ridning er virkelig blevet forbedret. Kamilla er rigtig god til at bruge tid til at hygge om hestene og være super gode venner med dem alle. Hun rider pt Lc dressur og Le/Ld spring, og er her 3-5 gange i ugen, hvilket vi er meget glade for. Kamilla er også altid frisk på at hjælpe med ridningen af de andre heste, og hvad der ellers er brug for en ekstra hånd til.
(Lille) Nadia kommer fra Ørnhøj, og er her ca. 1 gang i ugen. Hun rider ponyer for os, og hygger og leger rigtig meget med dem, hvilket de virkelig nyder. Nadia kan også ride de større heste, og hun elsker at komme med på tur til Præstbjerg. Nadia er god til at vænne ponyerne til en hel masse, og tager dem fx med om til vores nabo og rider med datteren derfra på hendes ridebane, så ponyerne ser noget andet og kommer hjemmefra.







Opdateret 11/01/2012